Pc-priserne kan komme til at stige som en konsekvens af knapheden i den globale forsyning af harddiske som følge af oversvømmelserne i Thailand, vurderer IDC.

 
IDG News Service: De udbredte oversvømmelser i Thailand vil påvirke pc-markedet i første halvår 2012, hvor de globale leverancer i første kvartal vil falde med op til 20 procent i forhold til tidligere prognoser.
 
Thailand står for op til 45 procent af den globale produktion af harddiske, og oversvømmelserne har skadet et tocifret antal harddiskfabrikker, oplyser IDC.
 
Knapheden på harddiskkomponenter kan resultere i 10 procent færre pc-leverancer i fjerde kvartal i år sammenlignet med tidligere prognoser.
 
Pc-priserne kan desuden vise sig at stige som følge af de langvarige og omfattende konsekvenser af oversvømmelserne, vurderer Loren Loverde, der er vice president hos IDC.
 
"Vi regner med, at der vil ske en prisstigning for pc'er," siger Loverde. Harddiskene udgør omkring syv til 10 procent af den samlede produktionsomkostning ved en pc og kan dermed påvirke den samlede pris for en pc, i højere grad end hvad der er tilfældet med billigere komponenter.
 
Pc-producenterne kan vælge at modvirke prisstigningerne ved at anvende billigere harddiske med lavere kapacitet, ræsonnerer Loverde. Solid state-drev er også et alternativ til harddiske men har stadig en meget lille markedsandel.
 
Det er muligt, at pc-prisstigningerne allerede vil kunne mærkes i julesæsonen, som traditionelt er et tidspunkt, hvor der sælges flere pc'er end normalt. Især prisen på netbooks og billigere desktop-pc'er vil stige mærkbart, fremhæver Loverde.
 
Pc-markedet opererer også med smalle marginer, så det er muligt, at producenterne vil forsøge at modvirke knapheden på harddiske og presset på marginerne ved at introducere en større sammensætning af dyrere bærbare og desktoppe.
 
Pc-producenterne har før skullet håndtere knaphed af komponenter, men en knaphed på harddiske udgør en større udfordring for branchen, fastslår Loverde. Harddiskmarkedet er så konsolideret i Thailand, at oversvømmelsen vil få langsigtede konsekvenser for de globale pc-leverancer.
 
IDC har endnu ikke udgivet nye prognoser for pc-leverancerne i næste kvartal. De reviderede estimater er ved at blive udregnet, lover Loverde dog.
 
Thailand er verdens andenstørste eksportør af harddiske efter Kina og de alvorlige oversvømmelser har ramt harddiskproduktionen hos store selskaber som Seagate og Western Digital. Over 500 mennesker er omkommet i oversvømmelserne, som også har skadet halvledervirksomheder som Microsemi og ON Semiconductor.
 
/Kilde Crn.dk